For mig var det her det ultimative optikerjob

Fra optikerbutik i Spanien til ledende optometrist på Kennedy Centret: Joaquim Torner Jordana fortæller om omvejene, der førte ham det helt rette sted hen.

Joaquim Torner Jordana ved udstyr til synsundersøgelse

For Joaquim var optikken et tilfælde – men omvejene førte ham det helt rette sted hen. På Kennedy Centret er standardløsningen sjældent nok, og netop derfor kalder Joaquim Torner Jordana arbejdet for det ultimative optikerjob. Den tidligere metaltrommeslager fra Spanien kom til Danmark med en lille kuffert, lagde optikken på hylden men fandt senere tilbage til faget – og til en lederrolle, hvor patienternes livskvalitet vejer tungere end salgstal og hierarkier.

Hver mandag klokken otte samler Joaquim Torner Jordana sit team på gangen i Kennedy Centret i Glostrup. Morgenbriefingen varer et kvarter. Længe nok til at gennemgå nyt fra afdelingen, planen for ugen, ferie og kollegaernes sygemeldinger. Kort nok til, at alle bagefter kan gå videre til patienterne. Omkring dem står fagets historie på række, og gangen er fyldt med bøger i dybe nuancer og indbundne numre af tidsskriftet Acta Ophthalmologica, som går længere tilbage end både bygningen og de fleste medarbejdere.

Midt i det hele virker 51-årige Joaquim, som om han altid har hørt til her. Han har været på Kennedy Centret i 18 år, de seneste ni som ledende optometrist med ansvar for otte medarbejdere og driften af afsnittet. “For mig var det her det ultimative optikerjob at komme herind. Det tænker jeg stadig.” Vejen hertil har imidlertid været alt andet end lige, fortæller han. Den er nemlig gået gennem optikerforretninger i Spanien, en masteruddannelse i Manchester, lagerjobs, postomdeling i københavnske opgange – og en sommerromance i en varevogn på vej mod Norge.

Optiker ved et tilfælde

Egentlig lå det slet ikke i kortene, at Joaquim skulle blive optometrist. Han er født og opvokset i den catalanske by Sabadell, cirka 20 kilometer fra Barcelona. Hans storesøster læste til læge, og først tænkte han, at han skulle samme vej – lige indtil han så, hvor mange timer hun studerede: “Og jeg tænkte: Det skal jeg ikke! I stedet valgte jeg optik, da det var sundhedsfagligt, men ikke så voldsomt som medicin. Men faktisk var det ret tilfældigt,” siger han og understreger, at han altså ikke havde en fascination af øjet, da han begyndte på bacheloruddannelsen.

“Nej, nej, nej. Nul. Simpelthen nul,” griner han. Det skal også siges, tilføjer han, at han havde langt hår og spillede trommer i et metalband, og spørgsmålet om uddannelse konkurrerede med en helt anden fremtidsplan: Han skulle jo spille musik. Men langsomt skete der noget på studiet i nabobyen Terrassa. Karaktererne blev bedre, og det blev pludselig fascinerende at grave ned i øjenmusklerne, synet og sammenhængene. Han blev færdiguddannet, fik arbejde i en optikerforretning og var bidt af at finde lige netop den løsning, der passede til kunden.

Her fyldte salgstal og omsætning derimod langt mere, lærte han hurtigt – og chefen… “Engang tabte jeg en brille. Der skete ikke noget; jeg samlede den bare op, og så gav han mig en på skallen – lige foran en kunde. Jeg var i begyndelsen af 20’erne, og han ødelagde virkelig meget for mig. Undskyld, men han var en idiot.” For at komme væk tog Joaquim en masteruddannelse i Manchester, dykkede ned i fagligheden og skrev i 1999 sit speciale om ortokeratologi. Egentlig søgte han bagefter stillinger på hospitaler og inden for synstræning, men endte i en anden butik i Spanien, som dog var en bedre oplevelse. Og når han kigger tilbage, fik han her en masse værdifuld erfaring i at måle mange slags øjne, fortæller han.

Engang tabte jeg en brille. Der skete ikke noget; jeg samlede den bare op, og så gav han mig en på skallen – lige foran en kunde.

Joaquim Torner Jordana

En varevogn mod Danmark

Hans metalband var stadig aktivt, da forsangeren Juan i 2002 fik en dansk kæreste. Joaquim, Juan og deres venner lejede en varevogn, kørte til Danmark for at hente kæresten og fortsatte derefter mod Norge. Kæresten tog en veninde med – en sød, lyshåret dansk kvinde, som Joaquim beskriver det. Og få måneder senere flyttede han ind hos hende i København. I dag er hun hans hustru. De har to børn og bor i Stenløse, og bortset fra et par år i Spanien har Danmark været hans hjem lige siden. Juan bor her også stadig.

Men det var ikke altid nemt – særligt fordi Joaquims spanske og engelske uddannelsespapirer skulle omsættes til en dansk autorisation, før han kunne arbejde i faget. Opgaven virkede uoverskuelig, og i flere år arbejdede han i stedet om natten i 7-Eleven, i jobs via et vikarbureau, på lager hos tøjfirmaet IC Companys og som postbud hos CityMail. Han lærte dansk, men oplevede at blive set ned på, fordi han ikke talte sproget flydende. Samtidig skulle han vænne sig til mørket og kulden, og han husker stadigvæk en vinterdag, hvor han tænkte: Hvorfor har nogen overhovedet valgt at bosætte sig sådan et sted?

Alligevel taler han ikke om årene som en omvej, der gik til spilde. “I dag ser jeg det kun som positiv livserfaring. Men dengang havde jeg nok følelsen af, at jeg burde rykke mig – samtidig med at jeg jo bare knoklede og var loyal over for de opgaver, jeg havde.” På både lageret og i postfirmaet endte han med at blive teamleder. Også i den seneste spanske optikerforretning havde han haft ansvar for den daglige drift. “Jeg har nok altid fået ledelsesansvar ret naturligt,” reflekterer han og tilføjer lidt efter: “Måske også fordi jeg er lidt af en arbejdshest.”

I 2008 tog han sig, som han selv formulerer det, sammen. Papirerne blev indhentet, oversat og godkendt, autorisationen kom på plads, og Joaquim vendte tilbage til faget. I sin ansøgning til Kennedy Centret skrev han, at arbejdet dér var det ultimative optikerjob.

“Og det føltes også helt naturligt at starte netop her. Som om jeg blev hel på en eller anden måde,” husker han. Han griner stadig af noget af det, der overraskede ham ved at være optiker i Danmark: Ingen tre timer lang siesta midt på dagen, kortere arbejdsdage, meget mindre hierarki end i Spanien og en løn, der stod i skarp kontrast til den spanske. “Jeg fik faktisk den samme løn som postbud i Danmark, som jeg fik som optiker i Spanien.”

Når der ikke findes en enkel løsning

Kennedy Centret virker ved første øjesyn ikke særlig hospitalsagtigt. Store glaspartier lukker lyset ind, der er kunst på væggene og masser af grønt uden for vinduerne. Ved hovedindgangen står en hvid buste af John F. Kennedy direkte på gulvet, og på centrets patienthotel er der bordfodbold i hjørnet. Afsnittet hjælper især mennesker med sjældne og ofte arvelige øjensygdomme – såsom albinisme, medfødt grå stær og corneale og retinale dystrofier – folk, som har varige følger efter øjenskader, og dem med behov for særlige kontaktlinser. Patienterne bliver henvist, når lokale løsninger ikke er tilstrækkelige, og netop de rolige omgivelser er vigtige for både børn, mennesker med udviklingshandicap og patienter, som kommer langvejsfra.

“Vi er ofte endestationen og forsøger altid at finde en vej videre. Uanset om det er hjælpemidler, kontaktlinser eller et godt råd. Og for en optiker er det virkelig et vandfald af viden. Alt det, jeg før læste om i bøger og tænkte, at jeg aldrig ville komme til at se – det møder jeg her. Det er megafascinerende,” siger Joaquim og viser rundt i de forskellige rum. Her står både en hornhinde-topograf, OCT-scanner og udstyr til at måle endotelceller. Andre steder ligger kikkert- og kraftige nærbriller – heriblandt en fjernsynsbrille, hvor billedet på den anden side af rummet bliver dobbelt så stort. Og så er nogle af reolerne fyldt med legetøj.

Alt det, jeg før læste om i bøger og tænkte, at jeg aldrig ville komme til at se – det møder jeg her. Det er megafascinerende.

Joaquim Torner Jordana

“Det svier, når børn skal dryppes og have udvidet pupillerne – så bagefter får de lov til at vælge en bamse eller en æske Lego,” siger han og peger dernæst på et særligt bord med spejl i, hvor patienter kan bruge op mod halvanden time på at lære at sætte store sclerale linser på. På centret er vejen til løsningen ofte langsom og skræddersyet. Resultatet kan til gengæld være dramatisk, pointerer Joaquim og fortæller om en patient med keratoconus.

“Hans hornhinder var så tilspidsede, at han ikke kunne få kontaktlinser til at sidde fast – og hans syn var så nedsat, at han gik med blindestok,” siger han og fortæller videre: “Så fik han et sæt af særligt tilpassede sclerale kontaktlinser herinde, og pludselig så han godt nok til at kunne få kørekort. Den følelse af at kunne rykke folk fra nærmest at være blinde til at kunne køre bil… Altså man kommer meget tæt på de her mennesker. Det er jo livskvalitet, vi taler om. Virkelig. Og det blik, man får fra patienterne bagefter, er, ja, ubeskriveligt,” beskriver Joaquim.

Fra kollega til leder

Måske er det også derfor, Joaquim stadig ser patienter to dage om ugen, selv om han i dag er leder i afsnittet. “Ellers kommer jeg også for langt væk fra medarbejderne – og så er det pludselig svært at sige, hvordan de skal udføre en opgave, hvis jeg ikke selv ved hvordan,” indskyder han. Springet fra kollega til leder i 2017 var da også større, end hans tidligere lederroller havde forberedt ham på. Flere af medarbejderne havde været hans kolleger i ni år, og nogle havde endda lært ham op. Nu skulle han være deres chef.

“Det har krævet tilvænning at finde min rolle. Især at lære at have personaleansvar, træffe beslutninger, som ikke gør alle tilfredse, og allerværst: når en konflikt sætter sig i trivslen. Det kan næsten mærkes i maven,” siger han og holder en kort pause: “Så selvfølgelig var det nemmere, dengang jeg passede min patientliste og bare gjorde, hvad min daværende leder sagde.”

Efter ni år er hans plads dog blevet bedre og bedre defineret, føler han. Ansvaret falder ham naturligt, og hans ledelsesstil… “Ja, jeg har i hvert fald ikke givet mine medarbejdere en på hatten,” smiler Joaquim med henvisning til sin tidligere chef i Spanien. “Faktisk forsøger jeg at være alt andet end det, jeg selv oplevede dengang.” Morgenbriefingen er et af de greb, Joaquim har indført, sammen med et ugentligt nyhedsbrev, som samler informationer, så medarbejderne ikke bliver bombarderet med mails i løbet af ugen. “Gerne med billeder, hvis der har været noget fagligt eller socialt på afdelingen. Der skal helst være lidt farver på,” siger han og smiler.

Æsken, der ikke må åbnes

Joaquims kontor bærer præg af 18 år på samme sted. Reolerne er fyldt med bøger, mapper og papirer i plastikchartek. På opslagstavlen hænger fødselsdagskort, et billede af hans sønner og masser af noter hulter til bulter. Man ved aldrig, hvad man pludselig kan få brug for, understreger han. Så tager han en lille, sølvfarvet metalæske frem. Han holder den i hænderne – nærmest nænsomt – og understreger, at den ikke må åbnes. I æsken ligger “optikkens ånd,” fortæller han. Ikke bogstaveligt, må man formode, men historien er givet videre mellem medarbejdere i løbet af årene. Joaquim fik overrakt æsken af den tidligere klinikchef Thomas Rosenberg.

“For mig er ånden et symbol på at nørde fagligheden, engagere sig i sine patienter, være kreativ og have viljen til altid at forsøge at finde en løsning, når standardprocedurerne ikke virker,” siger han og fortsætter: “Og efter 18 år er det stadigvæk det, der motiverer mig her i Kennedy Centret. For det er lige præcis den opgave, vi er sat i verden for.”

“For mig er ånden et symbol på at nørde fagligheden, engagere sig i sine patienter, være kreativ og have viljen til altid at forsøge at finde en løsning, når standardprocedurerne ikke virker.”

Derfor er det sommetider lidt svært at give slip, fortæller Joaquim. Men når han trænger til en ventil, vender han tilbage til musikken. Helst metal, larm og growling. Han er fast gæst på festivalen Copenhell – altid med Juan, den tidligere forsanger, der utilsigtet blev årsag til, at Joaquim endte i Danmark. “Det er min måde at stresse af på. Med musikken forsvinder frustrationer, brok og problemer – og så er jeg lidt mildere bagefter,” siger han. Til sin 50-års fødselsdag fik Joaquim da også et elektronisk trommesæt, som står midt i stuen i Stenløse. “Som gammel trommeslager har jeg altid musik i blodet,” siger han. Også selv om optikken endte med at blive hans levevej.