Optimus by Essilor 2026: Hvem bliver vinderen?
Læs de tre nominerede bachelorprojekter til den prestigefyldte pris Optimus by Essilor – om kontrastvisus, presbyopi og binokulære anomalier.

Præsentationen af de bedste bachelorprojekter og uddelingen af den prestigefyldte pris, Optimus by Essilor, bliver med garanti et af højdepunkterne og et stort tilløbsstykke på OPTOMETRIKONFERENCE ’26. Dommerkomitéen har voteret og nomineret tre spændende projekter, som du kan læse et resumé af her. Kom også og hør de dygtige prismodtageres foredrag på konferencen.
Af Per Michael Larsen
Den fornemme pris
Optimus by Essilor præmierer de bedste bachelorprojekter på KEA og Optikerhøjskolen og har til formål at fremme danske optometristuderendes interesse for videregående studier i faget. I år er det 40. gang, ambitiøse elever kæmper om at gøre sig fortjent til én af de eftertragtede præmier. Vinderprojektet bliver hædret med 10.000 kr. og æren af at få deres navne på kobberstatuetten Brillesælgeren, mens 2. præmien får 7.500 kr. og 3. præmien 5.000 kr.
De nominerede projekter
På årets konference giver de nominerede en kort præsentation af deres bachelorprojekt, og deltagerne kan glæde sig til at få indblik i flere spændende emner:
- Sammenhængen mellem visus målt med høj og lav kontrast hos voksne med normalt syn
- Kønsforskelle i presbyopi og tildelt addition
- Forekomst og identifikation af binokulære anomalier blandt 15-35-årige
Hvem der løber med sejren forbliver en hemmelighed lidt endnu, da dommerkomitéen først afslører den individuelle placering efter præsentationerne om lørdagen på konferencen. Det sker i tidsrummet 12.15 – 13.15.

Projekt
Ser du nok – eller ser du bare skarpt?
Om sammenhængen mellem høj- og lavkontrastvisus – og hvorfor din næste synsprøve måske bør indeholde mere end én tavle.
Af Frederik Bay Stegger Serup, Jacob Skjøth Clausen og Lasse Haugaard Petersen
Vejleder: Ivan Nisted
En 42-årig kunde sætter sig i stolen og fortæller, at hans nye briller fungerer fantastisk om dagen, men når han kører bil i regnvejr og mørke, føles synet utydeligt og anstrengt. En måling på den almindelige visustavle viser hurtigt flot syn, og umiddelbart ser alt fint ud. Så hvorfor oplever kunden stadig problemer?
Dette klassiske kliniske dilemma understreger en afgørende begrænsning ved traditionelle synstest. Højkontrastvisus (100%) testet under ideelle belysningsforhold afspejler sjældent de komplekse og visuelt udfordrende situationer, kunden møder i hverdagen.
I dette studie undersøger vi sammenhængen mellem høj- (100%) og lavkontrastvisus (25%) hos normaltseende voksne, samt hvordan præcis korrektion af den sfæriske og astigmatiske komponent påvirker synet, når kontrasten falder.
Højkontrast er ikke hele historien
Standardvisustavler måles ved 100% kontrast – sorte bogstaver på hvid baggrund under optimal belysning. Det er en velafprøvet og standardiseret metode, men det er langt fra de forhold, vi faktisk bruger vores syn under i hverdagen. Bilkørsel i skumring, aviser i dårligt lys eller ansigter i en overfyldt sal er alle situationer, hvor kontrasten er langt lavere end på en synstavle.
Flere studier har peget på, at mennesker med tilsyneladende normalt syn stadig oplever synsrelaterede udfordringer i hverdagen – noget en almindelig visustavle ikke nødvendigvis fanger. Vi ønskede derfor at undersøge, om der er en sammenhæng mellem visus målt ved høj kontrast (100%) og lav kontrast (25%), og – måske vigtigere – om en forbedring af visus opnået gennem subjektiv refraktion også slår igennem ved lav kontrast. Og hvis den gør, hvilken del af refraktionen der egentlig driver forbedringen: den sfæriske styrke eller astigmatismen?
Sådan gjorde vi
Studiet er et prospektivt observationsstudie med 83 deltagere i alderen 18-60 år uden okulær patologi eller tidligere refraktiv kirurgi. Alle deltagere opnåede mindst visus 1,0 i Snellen (0,00 LogMAR) med subjektiv refraktion, så vi udelukkende undersøgte øjne med optimal synsfunktion. Binokulær visus blev noteret ved både 100% og 25% kontrast – først med habituel korrektion, dernæst efter en ny subjektiv refraktion.
Data blev indsamlet i to Louis Nielsen-klinikker i Vejle og Randers under standardiserede forhold og registreret ned til enkelte bogstaver for at muliggøre en præcis omregning til LogMAR. Fordi refraktionen blev bestemt monokulært, mens visus blev målt binokulært, beregnede vi for hver deltager en samlet sfærisk ækvivalent (gennemsnit af de to øjnes SE) samt en vektorbaseret samlet ændring i astigmatisme, der tager højde for cylinderens retningsafhængighed. På den måde kunne vi holde de to refraktive komponenter – sfærisk styrke og astigmatisme – op mod ændringerne i visus hver for sig.
Det fandt vi
Resultaterne var tydelige på flere punkter: Visus var konsekvent dårligere ved 25% kontrast end ved 100% kontrast – både før og efter refraktion. Det er i sig selv ikke overraskende, men størrelsen af forskellen var dog. Ved 25% kontrast forbedredes den gennemsnitlige visus fra -0,06 til -0,12 LogMAR efter subjektiv refraktion (p < 0,001), mens forbedringen ved 100% kontrast var fra -0,10 til -0,14 LogMAR (p < 0,001). Da vi sammenlignede de to forbedringer direkte, var effekten signifikant større ved lav kontrast (p = 0,003).
Med andre ord: Den samme refraktive optimering giver mere synbar gevinst, når kontrasten er lav. Det peger på, at højkontrastvisus relativt hurtigt rammer et loft, hvor yderligere finjustering af styrken ikke slår tydeligt igennem – mens lavkontrastsynet er mere følsomt over for præcis samme ændring.
Det mest markante fund handler dog om hvilken del af refraktionen, der driver forbedringen. Ændringer i den sfæriske ækvivalent havde ingen statistisk signifikant sammenhæng med visusforbedring – hverken ved 100% kontrast (p = 0,71, R² = 0,002) eller ved 25% kontrast (p = 0,33, R² = 0,01). Astigmatisme fortalte en helt anden historie: ved 100% kontrast var sammenhængen svagt signifikant (p = 0,02, R² = 0,06), men ved 25% kontrast var den langt tydeligere (p = 0,002, R² = 0,11) – den stærkeste sammenhæng i hele datasættet.
Blandt de 83 deltagere oplevede 82 samme eller forbedret visus, når astigmatismen blev korrigeret korrekt. Konklusionen er nærliggende: Det er astigmatismen, ikke den sfæriske styrke, der for øjne med i forvejen god visus har størst betydning for oplevelsen af et skarpere syn – og den effekt er tydeligst, når kontrasten er lav.
Hvorfor det betyder noget i klinikken
I klinisk praksis anvendes højkontrastvisus (100%) rutinemæssigt som standardmålet for synsfunktion. Resultaterne af nærværende studie viser imidlertid, at en 100% kontrasttavle hurtigt når en loftseffekt (ceiling effect) hos normaltseende voksne, hvorfor mindre optiske og refraktive afvigelser ikke nødvendigvis lader sig registrere. Højkontrastvisus giver dermed et ufuldstændigt billede af den samlede funktionelle synskvalitet under mere realistiske, hverdagsrelevante lys- og kontrastforhold.
Studiets fund har flere direkte konsekvenser for den optometriske praksis:
- Øget sensitivitet ved cylinderkorrektion: Inkluderingen af lavkontrastvisus (25%) fremstår som et mere sensitivt redskab til at opspore restastigmatisme eller u- og fejlkorrigerede cylinderstyrker. Da astigmatisme forringer både billedskarphed og kontrast, bliver konsekvenserne af ufuldstændig astigmatisk korrektion særligt udtalte under nedsat kontrast. En nøjagtig subjektiv refraktion af den astigmatiske komponent er derfor afgørende for at opnå optimal synsfunktion uden for klinikkens standardiserede rammer.
- Forklaringsmodel for subjektivt oplevede synsgener: Patienter henvender sig ofte med synsrelaterede klager under lavkontrastforhold — såsom skumringskørsel eller læsning i dæmpet belysning — på trods af en uændret og fuldt tilstrækkelig højkontrastvisus. Måling af lavkontrastvisus kan her bidrage til at forklare den subjektive gevinst ved en ny refraktion, idet en korrektion kan medføre målbare forbedringer i kontrastsynet, som ikke afspejles på den ordinære visustavle.
- Evidensbaseret patientrådgivning og kommunikation: Ved at inddrage målinger af lavkontrastvisus opnår optometristen et stærkere evidensbaseret fundament for kommunikationen med patienten. Det giver mulighed for målrettet at rådgive om og begrunde relevansen af en ny refraktion, selv når synsstyrken under optimale kliniske omstændigheder forekommer uændret.
Samlet set peger undersøgelsen på, at lavkontrasttavler er mere følsomme over for ændring i synet, som normal højkontrasttavle ofte ikke selv ville kunne føre frem i lyset. Dette peger imod en potentiel større grund til at bruge supplerende lavkontrasttavler, i visse tilfælde.
Konklusion
Høj- og lavkontrastvisus fortæller ikke nødvendigvis samme historie. Vores studie viser, at en optimal subjektiv refraktion giver størst og mest målbar gevinst ved lav kontrast, og at det især er en præcis astigmatisk korrektion – ikke den sfæriske styrke – der driver denne forbedring. For os som optometrister betyder det, at et enkelt tal ved 100% kontrast sjældent er nok til at beskrive den funktionelle synskvalitet i en kundes hverdag. Et supplerende blik på lavkontrastsynet kan give både os og vores kunder et mere retvisende billede af, hvad en ny styrke reelt gør – og et bedre sprog til at tale om det.

Projekt
Kønsforskelle i presbyopi og tildelt addition
Et kvantitativt tværsnitsstudie baseret på retrospektive registerdata.
Af Mia-Louise Jensen, Katrine Roepstorff, Kathrine Steen
Vejleder: Kjersti Lindblad
Resumé
Bør alderstabellen være kønsopdelt?
Baggrund
I mere end 160 år har alder været et centralt udgangspunkt for vurdering af presbyopi. Siden Donders beskrev sammenhængen mellem alder og akkommodationsevne i 1864, har alderstabeller været et værdifuldt klinisk redskab til estimering af den tentative addition. Alderstabellen anvendes fortsat bredt i optometrisk praksis og fungerer som et vejledende udgangspunkt, der efterfølgende tilpasses gennem den kliniske vurdering af den enkelte patient. (Se tabel 1).
Flere nyere studier har imidlertid vist, at kvinder ofte udvikler symptomer på presbyopi tidligere end mænd og i nogle tilfælde tildeles en højere addition end mænd i samme aldersgruppe. Mulige forklaringer omfatter blandt andet hormonelle forandringer i forbindelse med menopause, øget forekomst af tørre øjne samt andre biologiske forhold, der kan påvirke synskomforten ved nærarbejde. På trods af denne viden anvendes der fortsat de samme vejledende alderstabeller til begge køn. Dette gav anledning til at undersøge, om der eksisterer målbare kønsforskelle i tildelt addition, og om eventuelle forskelle kan have betydning for den optometriske kliniske praksis.
Tabel 1. Alderstabellen
| Patient alder (år) | Tentativ addition (D) (40 cm) |
|---|---|
| 45 | +1.00 |
| 50 | +1.50 |
| 55 | +2.00 |
| 60+ | +2.25 |
Formål
Bachelorprojektets formål var at undersøge, om der forekommer statistisk signifikante forskelle i tildelt addition mellem mænd og kvinder i alderen 40–64 år. Derudover var formålet at vurdere, om eventuelle forskelle kan begrunde et behov for en kønsopdelt alderstabel eller en mere individualiseret tilgang ved estimering af tentativ addition i klinisk praksis.
Metode
Undersøgelsen blev gennemført som et kvantitativt tværsnitsstudie baseret på retrospektive registerdata fra én butik i en landsdækkende kæde og én privatejet butik. Data blev indsamlet fra patientjournaler i perioden 2021-2025 og omfattede oplysninger om alder, køn og tildelt addition. Studiepopulationen bestod af 840 patienter fordelt ligeligt mellem mænd og kvinder. For at sikre sammenlignelighed blev deltagerne inddelt i fem aldersgrupper (40-44, 45-49, 50-54, 55-59 og 60-64 år), hvor hver gruppe omfattede 84 mænd og 84 kvinder.
Data blev analyseret ved hjælp af både deskriptiv og inferentiel statistik. Forskellene mellem mænd og kvinder blev analyseret ved hjælp af uafhængige to-halede t-tests med et signifikansniveau på 5 %. Derudover blev der udført lineære regressionsanalyser for at undersøge sammenhængen mellem alder og udviklingen af additionsbehovet hos henholdsvis mænd og kvinder.
Resultater
Resultaterne viste en tydelig aldersafhængig udvikling i additionsbehovet, hvor den gennemsnitlige tildelte addition steg næsten lineært fra 1,02 D i aldersgruppen 40-44 år til 2,25 D i aldersgruppen 60-64 år. Kvinder havde i samtlige aldersgrupper en højere gennemsnitlig tildelt addition end mænd. Forskellene var størst blandt de yngre presbyope patienter og blev gradvist mindre med stigende alder.
De statistiske analyser viste signifikante forskelle mellem mænd og kvinder i aldersgrupperne 40-44 år (p = 0,013), 45–49 år (p = 0,041) og 50–54 år (p = 0,001). I aldersgrupperne 55-59 år og 60-64 år blev der derimod ikke fundet statistisk signifikante forskelle. Regressionsanalyserne viste desuden en stærk lineær sammenhæng mellem alder og tildelt addition for begge køn med høje forklaringsgrader (R² = 0,94 for kvinder og R² = 0,96 for mænd). Resultaterne indikerer således, at alder fortsat er den væsentligste faktor for udviklingen af presbyopi, men at køn kan have betydning i de tidlige presbyope aldersgrupper.
På baggrund af de indsamlede data blev der udarbejdet et forslag til en ny alderstabel. Sammenlignet med den traditionelt anvendte alderstabel viste den et højere additionsbehov blandt de yngre patienter, mens anbefalingerne for de ældre aldersgrupper svarede til de eksisterende vejledende værdier. (Se tabel 8).
Tabel 8. Selvudarbejdet tabel
| Alder | Eksisterende alderstabel | Den selvudarbejdede alderstabel |
|---|---|---|
| 40 | +0.75 | |
| 45 | +1.00 | +1.50 |
| 50 | +1.50 | +1.75 |
| 55 | +2.00 | +2.00 |
| 60+ | +2.25 | +2.25 |
Diskussion
Studiets resultater stemmer overens med nyere forskning, som peger på, at kvinder ofte oplever presbyopirelaterede gener tidligere end mænd og kan have et større funktionelt behov for addition. Flere studier fremhæver hormonelle forandringer omkring menopause som en mulig forklaring, ligesom tørre øjne og andre aldersrelaterede okulære forandringer kan påvirke synskomforten og dermed det oplevede behov for addition.
Den anvendte litteratur understøtter derfor de observerede kønsforskelle, men dokumenterer samtidig, at de bagvedliggende mekanismer endnu ikke er fuldt belyst. Resultaterne bør derfor fortolkes med forsigtighed, da der fortsat mangler prospektive studier med standardiserede måleprocedurer.
Studiets interne validitet påvirkes af, at undersøgelsen bygger på retrospektive registerdata fra almindelig klinisk praksis. Det har ikke været muligt at standardisere subjektiv refraktion, læseafstand eller metode til bestemmelse af addition, ligesom faktorer som ametropi, tørre øjne, hormonel status og individuelle synskrav ikke har kunnet inddrages. Omvendt vurderes studiets eksterne validitet som god, da datamaterialet stammer fra en klinisk population og afspejler den virkelighed, som optometrister møder i daglig praksis. Den ligelige fordeling mellem køn og aldersgrupper styrker desuden sammenligneligheden mellem grupperne.
Konklusion
Studiet viser, at der forekommer statistisk signifikante forskelle i tildelt addition mellem mænd og kvinder i alderen 40-54 år, hvor kvinder i gennemsnit tildeles en højere addition end mænd. For personer over 55 år blev der ikke fundet tilsvarende forskelle, hvilket indikerer, at alder i denne fase er den dominerende faktor for udviklingen af presbyopi.
Resultaterne understøtter fortsat anvendelsen af de eksisterende kønsneutrale alderstabeller i optometrisk klinisk praksis. Studiet peger dog på, at køn kan være en relevant supplerende klinisk faktor ved estimering af tentativ addition hos patienter i de tidlige presbyope aldersgrupper. Den endelige addition bør fortsat fastlægges gennem en individuel klinisk vurdering, hvor subjektiv afprøvning og patientens synskomfort vægtes højere end alder alene.
Studiet peger samtidig på behovet for fremtidige prospektive undersøgelser med standardiserede målemetoder og inddragelse af faktorer som hormonel status, tørre øjne og individuelle synskrav. En sådan forskning vil kunne bidrage til en bedre forståelse af de observerede kønsforskelle og danne grundlag for en endnu mere individualiseret optometrisk behandling.

Projekt
Forekomst og identifikation af binokulære anomalier blandt 15-35-årige
Bachelorprojekt ved Optikerhøjskolen, Erhvervsakademi Dania, 2026. Vejleder: Marianne Ledet Maagaard. Data er indsamlet hos Profil Optik Ryesgade og Thiele Ryesgade, Aarhus C.
Af Nanna Weis Bech og Anne Overgaard Schmidt
Baggrund og formål
Samsynet, også betegnet som det binokulære syn, beskriver øjnenes evne til at arbejde sammen om at danne ét samlet sanseindtryk. Det forudsætter, at begge øjne kan fokusere på det samme objekt fra to forskellige vinkler, og at der er optimal visus på begge øjne samt en god akkommodativ funktion. Når samspillet ikke fungerer optimalt, kan der opstå binokulære synsanomalier – et udbredt, men ofte overset problem, som kan give symptomer som hovedpine, sløret syn, dobbeltsyn og træthed, typisk i forbindelse med nærarbejde. I en hverdag præget af skærmarbejde kan generne have væsentlig indflydelse på både ydeevne og velbefindende.
Alligevel forbliver en del anomalier udiagnosticerede, fordi der ikke altid foretages en systematisk binokulær udredning i klinisk praksis. Det er ærgerligt, eftersom der i mange tilfælde kan tilbydes effektive behandlingsmuligheder som prismekorrektion eller synstræning. Formålet med studiet var derfor at undersøge forekomsten af binokulære synsanomalier blandt 15-35-årige patienter i klinisk praksis samt at analysere sammenhængen mellem objektive binokulære fund og subjektive nærrelaterede symptomer, målt ved CISS-skema (Convergence Insufficiency Symptom Survey).
Materiale og metode
Studiet er et kvantitativt tværsnitsstudie baseret på data fra 266 patienter i alderen 15-35 år, indsamlet over 12 måneder fra december 2024 til december 2025 i to klinikker i Aarhus C. Deltagerne henvendte sig på eget initiativ til synsprøve eller linsekontrol og gav mundtligt samtykke til anvendelse af deres anonymiserede data. Inkluderet blev deltagere uden tidligere diagnosticerede binokulære problemstillinger og med en monokulær afstandsvisus på mindst 0,8, mens deltagere med kendte øjenpatologier, skelen eller neurologiske lidelser blev ekskluderet.
Forud for undersøgelsen udfyldte patienterne et CISS-skema, som med 15 spørgsmål afdækker subjektive symptomer relateret til nærarbejde. Hvert spørgsmål besvares på en skala fra 0 til 4, hvilket giver en samlet score fra 0 til 60, og i overensstemmelse med eksisterende litteratur blev en score på ≥21 anvendt som cut-off for klinisk relevante symptomer. Skemaet blev anvendt som måleenhed for symptomniveauet og ikke som diagnostisk kriterium.
Herefter fulgte en grundig anamnese og en standardiseret binokulær udredning med covertest på afstand og nær, konvergensnærpunkt, store H, akkommodationsbredde målt med RAF pushup, subjektiv refraktion med polaroidafbalancering – ved linsekontroller i stedet en overrefraktion – samt afsluttende fiksationsdisparitet og NRA/PRA. Diagnoserne blev fastsat ud fra en samlet vurdering, hvor to eller flere objektive målinger lå uden for de anvendte normtal. Afveg enkelte målinger, uden at den samlede kliniske vurdering understøttede en anomali, blev deltageren klassificeret som havende normalt binokulært syn (NBS). Akkommodationsbredden blev alderskorrigeret ved Hofstetters minimumsformel. Data blev analyseret i Microsoft Excel med deskriptiv statistik, uparret t-test, chi²-test og odds ratio (OR) ved et signifikansniveau på 5 %.
Resultater
Binokulære synsanomalier blev identificeret hos 60 af de 266 deltagere, svarende til en prævalens på 22,6 % (95 % sikkerhedsinterval: 17,5-27,6 %). Konvergensinsufficiens (KI) var hyppigst med 29 tilfælde (11 %), efterfulgt af akkommodationsinsufficiens (AI) med 23 tilfælde (9 %). Basal exo, konvergensexcess, akkommodationsexcess og divergensexcess forekom sjældent og udgjorde tilsammen otte deltagere. (Se figur 1).
Nærrelaterede klager var udbredte i hele populationen. To tredjedele angav trætte øjne med en score på 2 eller derover, og over halvdelen angav hovedpine, koncentrationsbesvær, langsom læsning og behov for genlæsning. Samlet havde 120 deltagere (45 %) en CISS-score på ≥21, og størstedelen lå i intervallerne svarende til milde til moderate symptomer. (Se figur 2).
Deltagere med en binokulær anomali havde en gennemsnitlig CISS-score på 27,28 mod 18,43 blandt deltagere med NBS (normalt binokulært syn), og forskellen var statistisk signifikant (p < 0,001). Chi²-testen bekræftede en signifikant sammenhæng mellem binokulær anomali og en CISS-score på ≥21, hvor OR viste 6,81 gange højere odds for klinisk relevante symptomer sammenlignet med NBS-gruppen. I en sekundær analyse havde 15 ud af 29 deltagere med KI (51,7 %) nedsat akkommodation mod 66 ud af 237 (27,8 %) uden KI. Sammenhængen var statistisk signifikant, og OR viste 2,78 gange højere odds for nedsat akkommodation blandt deltagere med KI (p = 0,008).
Diskussion
Fundene stemmer overens med tidligere studier, som har vist, at netop KI og AI er hyppige blandt unge voksne med symptomer relateret til nærarbejde, og prævalensen ligger på niveau med den eksisterende litteratur. Det er dog relevant at reflektere over den diagnostiske tilgang. Diagnosticeringen er baseret på en relativt basal binokulær udredning, og deltagerne kan derfor være klassificeret på baggrund af begrænsede fund. En mere omfattende procedure ville højst sandsynligt kunne reducere prævalensen, men ville samtidig kræve en længere standardudredning for alle patienter.
Hver deltager fik desuden kun tildelt én primær diagnose, selvom problemer med både vergens og akkommodation ofte optræder samtidig. Den sekundære analyse understøtter netop billedet af et sammenhængende vergens- og akkommodationssystem, som det kendes fra forståelsen af AKA-forholdet.
Selvom deltagere med binokulær anomali havde et markant højere symptomniveau, var der et betydeligt overlap mellem grupperne. Nogle deltagere med tydelige objektive afvigelser rapporterede få eller ingen symptomer, mens andre uden målbare anomalier rapporterede betydelige gener. Symptomer relateret til nærarbejde er multifaktorielle, og ikke alle binokulære afvigelser er nødvendigvis klinisk relevante. CISS-score bør derfor ikke entydigt anvendes til at identificere en binokulær diagnose, men kan benyttes som redskab i anamnesen til at kvantificere symptomniveauet.
Begrænsninger
Resultaterne bør ikke antages som generaliserende for resten af befolkningen. Deltagerne blev rekrutteret blandt personer, der selv henvendte sig til synsundersøgelse, hvilket medfører risiko for selektionsbias, da personer med synsrelaterede gener kan være overrepræsenterede. Da CISS-skemaet blev udfyldt af deltagerne selv uden efterfølgende uddybning, er der desuden risiko for informationsbias. U- eller underkorrigeret hyperopi, myopi og astigmatisme kan give symptomer, der overlapper med dem, CISS måler, og kan dermed have fungeret som confoundere. Da de binokulære tests blev udført før endelig refraktiv korrektion, kan især ukorrigeret hyperopi også have påvirket de objektive akkommodationsmålinger. Endelig kan ikke-visuelle forhold som ordblindhed, ADHD og stress bidrage til symptomniveauet uafhængigt af de binokulære fund.
Konsekvenser for praksis
Resultaterne indikerer, at udiagnosticerede binokulære synsanomalier forekommer hos en betydelig andel af unge voksne. Særligt KI og AI blev hyppigt identificeret, og det understøtter behovet for, at en systematisk binokulær udredning indgår i den rutinemæssige synsundersøgelse – også hos patienter uden udtalte symptomer. CISS-skemaet er et relevant redskab til at identificere patienter med øget risiko, men bør grundet symptomoverlappet ikke anvendes som selvstændigt diagnostisk værktøj.
Set i et folkesundhedsperspektiv kan manglende identifikation have betydning for trivsel og arbejdsevne i en aldersgruppe, hvor uddannelse og skærmarbejde fylder meget i hverdagen. Fremtidige studier kan med fordel anvende en mere stringent diagnosticeringsprocedure, flere binokulære øvelser og snævrere eksklusionskriterier samt undersøge en mere generaliserbar population.
Konklusion
Udiagnosticerede binokulære synsanomalier forekommer hyppigt blandt 15-35-årige patienter i klinisk praksis, og KI og AI viser sig som forventet som de hyppigst identificerede anomalier. Subjektive nærrelaterede symptomer forekommer hyppigere hos personer med binokulære anomalier, men peger ikke entydigt på en binokulær anomali. CISS-skemaet kan derfor bruges som et relevant supplement til anamnesen, men ikke som diagnostisk værktøj eller screeningsredskab. Studiet peger på, at en binokulær undersøgelse bør være standard hos unge voksne uafhængigt af symptomer, da en grundig anamnese kombineret med binokulær udredning sandsynligvis kan reducere risikoen for en betydelig andel oversete binokulære problemstillinger.
